Okore klar til sommerskifte
I sommeren 2013 skiftede Jores Okore fra FC Nordsjælland til Aston Villa. Her har midterforsvareren kontrakt frem til sommeren 2017, men det kan godt være, at opholdet slutter før tid.
Okore fortæller til Ekstra Bladet, at et sommerskifte kan komme på tale. Aston Villa ligger sidst i Premier League, og Okore har tænkt tanken, hvis den i næste sommer står på Championship-bold i Birmingham-klubben.
– Selvfølgelig tænker man over, hvad der skal ske, hvis man rykker, fortæller Okore til Ekstra Bladet ifølge Bold.dk, og samtidig udtrykker han en drøm om at spille Champions League.
– Jeg føler mig klar til at rykke til en større klub og vise mit værd. Jeg vil helst blive i Premier League, men Champions League vægter højere, så kommer der en klub med den muligheden, lytter jeg.
Okore har spillet ni Premier League-kampe i denne sæson, og han forventes at få sin 10. kamp, når Aston Villa søndag eftermiddag tager imod Liverpool.