Officielt: Tottenham henter Werner
Timo Werner er nu tilbage i Premier League, hvor han har skrevet under på en kontrakt med Tottenham.
På sin hjemmeside oplyser Premier League-klubben, at der er tale om en lejeaftale gældende for resten af sæsonen.
Tottenham har været på jagt efter mere bredde til offensiven. For i den kommende periode vil anfører Heung-Min Son være til Asia Cup. Det lægger et stort pres på især Richarlison, som var klubbens eneste tilbageværende angriber.
Den udfordring skal Timo Werner nu være med til at løse. Tyskeren vil således både kunne spille som den forreste angriber og på venstre kant.
Werner kommer til Tottenham efter en sæson, hvor han kun har fået 386 minutters spilletid i RB Leipzig. Det er også derfor, at The Lilywhites overhovedet har haft mulighed for at leje ham resten af sæsonen.
Tidligere blev Manchester United også meldt interesseret i at hente Werner som konkurrent til Rasmus Højlund. Uniteds interesse blev dog aldrig konkret.
For Werner er det også et gensyn med Premier League, hvor han spillede to sæsoner for Chelsea. Her blev han hentet til i sommeren 2020, inden to år senere blev solgt tilbage til RB Leipzig.
I Chelsea nåede han 89 kampe, men det blev blot til 23 scoringer og 21 assists. Generelt vil Werners tid i klubben blive husket for hans manglende skarphed foran målet. Han var dog alligevel med til at vinde Champions League med The Blues.
Nu får vi igen den hurtige tysker at se i Premier League med Tottenhams lejeaftale.
Følg Transfer Live gennem hele januar.