Officielt: Liverpool henter endnu en spiller i rekordhandel
Liverpool har gennemført købet af Armin Pecsi fra ungarske Puskas Akademia.
Målmanden skifter til The Reds i en handel, der kan nå op til 13 millioner kroner, skulle det gå vildt for sig.
Det er et rekordbeløb for et hold i Ungarns bedste række og samtidig bliver det signing nummer to for Liverpool denne sommer, efter at man tidligere i transfervinduet kunne præsentere Jeremie Frimpong, hentet i Bayer Leverkusen.
Den 20-årige målmand har gennemført skiftet til Anfield, efter at han har gennemgået et lægetjek. Han skrev under på sin kontrakt på klubbens træningsanlæg, skriver lokalavisen Liverpool Echo.
Målmanden, der blev født i Østrig, har været en fast mand på holdkortet hos Puskas Akademia i den netop overståede sæson, hvor det blev til 36 kampe på tværs af alle turneringer.
Klubben sluttede som nummer to i Ungarns bedste række, kun overgået af storklubben Ferencvaros, hvor Robbie Keane er cheftræner.
Der er i forvejen foretaget en række ændringer på målmandspositionen hos Liverpool, hvor Giorgi Mamardashvili har tilsluttet sig efter endt lejemål hos Valencia, mens Caoimhin Kelleher har forladt klubben til fordel for Brentford.
The Reds vandt Premier League i den netop overståede sæson i Arne Slots debutsæson, og fremtiden er således lys.
I en anden sammenhæng er Liverpool dog blevet ydmyget, da Real Madrid henter fremtidens stjerne.
















