OFFICIELT: Kalvin Phillips skifter til Manchester City - her er detaljerne
Kalvin Phillips skifter Leeds ud med Manchester City.
Det oplyser sidstnævnte klub på sin hjemmeside.
Den 26-årige englænder skriver under på en seksårig kontrakt med The Citizens.
Prisen lyder på £42 millioner plus £3 millioner i bonusser, skriver The Athletic, hvilket svarer til omkring 400 millioner kroner.
Phillips skal dække hullet efter brasilianske Fernandinho, der efter ni års tro tjeneste forlod klubben i forbindelse med kontraktudløb.
Den nye City-spiller kan se frem til en ugentlig løn på 1,3 millioner kroner, melder mediet Football Insider.
Spilleren selv skulle have været opsat på et skifte, lige siden Manchester Citys interesse for ham opstod. Et skifte, der vil garantere ham Champions League-fodbold og med al sandsynlighed også en plads i Englands VM-trup.
Manchester City har allerede præsenteret to angribere i form af Julian Álvarez og Erling Haaland denne sommer, samt en backup-målmand i Stefan Ortega.