Officielt: Erdogans klub tilføjet til City-ejeres samling
City Football Group har tilføjet endnu en klub til sin efterhånden store samling.
Søndag kunne City Football Group annoncere, at der er indgået en samarbejdsaftale med den tyrkiske klub Istanbul Basaksehir.
– Istanbul Basaksehir FK har opnået mange ting som de første i tyrkisk fodbold trods dens unge alder. I dag markerer samarbejdet med verdens førende fodboldgruppe endnu en milepæl for Istanbul Basaksehir og tyrkisk fodbold, siger den tyrkiske klubs præsident Göksel Gümüsdag ifølge The Athletic.
– Jeg vil gerne takke alle folkene i City Football Group for deres tilgang og støtte i processen. Jeg håber, at det bliver til gavn for Basaksehir FK og tyrkisk fodbold.
Den tyrkiske klub blev grundlagt så sent som i 2014, og den er kendt som den tyrkiske præsident Recep Erdogans hold.
– Klubben har tætte bånd til Erdogans regering og hans parti AKP. Det er ikke tilfældigt, at klubbens primære farve er orange, som AKP også bruger, sagde økonomiprofessor Ferda Halicioglou tilbage i 2019 til DR.
– Klubben vil ikke lægge regnskaberne frem. Men blandt andet ved jeg, at deres sponsorer er meget tæt forbundet til den kommunale pengekasse.
Ingen brænder mere: Er Haaland overvurderet?
På nuværende tidspunkt er Istanbul Basaksehir på niendepladsen i den bedste tyrkiske række. Det største navn i klubbens trup er den tidligere Serie A-bomber Krzysztof Piatek.
City Football Group ejer nu størstedelen af aktierne i blandt andre Troyes, New York City FC og Palermo. derudover har de også andele i spanske Girona og kinesiske Shenzhen Peng City.