Officielt: Crystal Palace lejer midtbanetalent i Chelsea
Crystal Palace har på sin hjemmeside bekræftet, at de har lejet Ruben Loftus-Cheek i Chelsea.
Den engelske midtbanespiller skal dermed forsøge at jagte spilletid hos Frank de Boers mandskab i 2017/18-sæsonen. Han bliver Crystal Palaces første signing denne sommer.
– Jeg havde muligheden for at komme til Palace, og jeg mente, at det ville være godt for mig. Jeg bor ikke langt derfra. Jeg blev født i Lewisham, og Palace er en god klub, så jeg tænkte, at det er en god chance for at spille her og være en del af dette hold. De har et stærkt hold, og jeg ser frem til at være en del af det i denne sæson, fortæller Loftus-Cheek.
Den 21-årige midtbanespiller har gennem hele sin karriere spillet for Chelsea, hvor han har været med til at vinde store trofæer med klubbens ungdomshold. Han har dog ikke for alvor slået til på førsteholdet.