
Officielt: City-back udlejes til storklub
Tilbage i 2020 købte Manchester City backen Issa Kabore i Belgiske KV Mechelen.
Den nu 23-årige back har dog fortsat sin officielle debut i den lyseblå trøje til gode.
Han har nemlig været udlejet i hver sæson lige siden. Først tilbage til KV Mechelen, siden til Troyes og Marseille, og i sidste sæson var det så Luton, der havde fornøjelsen af Issa Kabore, der fik en hel del Premier League-minutter for Rob Edwards tropper.
Nu skal backen fra Burkina Faso igen en tur ud på leje.
Denne gang er destinationen Portugal, hvor storklubben Benfica har slået kløerne i den 23-årige spiller.
Alexander Bahs klub har således lavet en aftale med Manchester City om leje af Issa Kabore for resten af sæsonen.
Det er dog heller ikke denne gang umiddelbart planen, at Issa Kabores ophold skal vare mere end en sæson.
Benfica har nemlig ikke nogen købsoption i aftalen med Manchester City.
Det er dog ikke kun tilgange, Benfica foretager sig i disse dage. En af klubbens lovende angribere er således på vej til at blive solgt efter kun et halvt år i klubben.



















