OFFICIELT: Brighton køber talentfuld englænder
Wigan er i store økonomiske problemer, og derfor er klubben tvunget til at sælge ud af sine profiler, og det har Brighton nu udnyttet til at snuppe et engelsk talent.
På sin hjemmeside har Premier League-klubben annonceret, at Jensen Weir er blevet købt hos Wigan, der netop er rykket ned i League One.
– Jensen er et spændende ungt talent, og vi er begejstrede for at have hentet ham til klubben, for der var en del interesse i ham. Han har gjort store fremskridt i Wigan denne sæson, og han er en spiller, vi har fulgt et stykke tid, fortæller Dan Ashworth, teknisk direktør i Brighton.
Den 18-årige midtbanespiller blev i november 2017 den yngste spiller til at optræde for Wigan, da han kom på banen i en pokalkamp mod Accrington Stanley blot 15 år og 280 dage gammel.
Han har sidenhen spillet yderligere tre kampe for Wigan, mens han også har spillet seks kampe for det engelske U18-landshold.
Jensen Weir har underskrevet en treårig kontrakt med Brighton.