Oasis-stjerne: Liverpools tilhængere er "forfærdelige vindere"
Liverpool vandt Champions League-trofæet sidste sæson og er så godt som sikret sin første Premier League-titel, så man kan godt forstå, at klubbens tilhængere er på den grønne gren i øjeblikket.
Men én mand er ikke imponeret over måden, Liverpool-fansene opfører sig på. Det er tidligere Oasis-stjerne Noel Gallagher, som selvfølgelig også er indædt Manchester City-supporter.
– Liverpool har, trods klubbens fans og deres hoveren, været det bedste hold i England for første gang i 30 år, siger Gallagher til Talksport.
– Man må bare bære over med dem, for de er frygte vindere. De er endnu dårligere tabere, men de er også dårlige vindere.
Men i det mindste er Liverpool vindere. I starten af sæsonen skød Gallagher ellers på, at The Reds ville få baghjul af The Citizens i mesterskabskampen igen i år.
Sådan er det bestemt ikke gået, men den tidligere Oasis-stjerne håber, at The Citizens kan efterligne Liverpool og i stedet præstere i Champions League.
– Liverpool har været det bedste hold én gang på 30 år, og vi bliver nødt til at finde en måde at gøre dem efter i Champions League, siger Gallagher.
– Vi er kommet tættere på, men det er som om, skæbnen driver os mod at møde Liverpool i finalen. Jeg kan se det ske, og så endda i Istanbul.