Nyindkøb sendes til specialist i Frankrig
25-årige Idrissa Gueye, der kom til Aston Villa i sommerens transfervindue fra franske Lille, går glip af midtugens League Cup-derby mod Birmingham City, da han sidder ude med en forstrækning.
Det har manager Tim Sherwood netop bekræftet, efter den defensive midtbanespiller blev skadet til træning i fredags, og nu er Gueye rejst til Frankrig for at få behandling af en specialist.
– Han er taget tilbage til Frankrig for at se en specialist, han kender, så vi venter på at høre fra ham i dag, og forhåbentlig kan give os positive nyheder, fortæller Sherwood ifølge TalkSPORT.
– Vi troede, at han skulle spille i lørdags (i 0-1-nederlaget til West Bromwich, red.), men han blev skadet igen til træning i fredags.
Idrissa Gueye, der har fået fire kampe for Aston Villa siden sit sommerskifte til Premier League-klubben, slutter sig dermed til skadeslisten der omfatter Jores Okore og Adama Traore.