Nye ejere, ny chance: Benitez er blevet tilbudt trænerjobbet i Newcastle
Med Newcastles nye ejere følger også en ny træner, som dog allerede har taget en tur på sidelinjen for den nordengelske klub.
Rafael Benitez er nemlig blevet tilbudt chancen for atter at stå i spidsen for The Magpies, når klubben efter alt at dømme bliver solgt inden måneden er omme.
Det skriver Eurosport France.
Det er Saudi Arabia's Public Investment Fund, som har den saudi-arabiske kronpris som bestyrelsesformand, der skulle være tæt på at opkøbe 80 procent af Newcastle fra Mike Ashley.
Med sine nye ejere i ryggen bliver The Magpies pludseligt en af de rigeste klubber i verden, og kronprins Mohammed Bin Salman ønsker angiveligt, at Rafael Benitez står i spidsen for det nye projekt.
Spanieren var en populær skikkelse i klubben, inden han sidste sommer havde kontraktudløb, fordi han og klubbens nuværende ejer, Mike Ashley, ikke kunne nå til enighed om en ny kontrakt.
I dag er Benitez træner for Dalian Professional i Kina, men Newcastle håber på, at man kan lokke ham tilbage til Premier League – blandt andet ved at love ham stor indflydelse på transfers samt muligheden for at hyre en sportsdirektør, han kan arbejde sammen med.