Ny Watford-træner: Sådan får jeg succes
Den tidligere Atletico Madrid-manager Quique Sanchez Flores overtog roret i Watford, efter at oprykkerne, noget kontroversielt, ikke ville forlænge kontrakten med Slavisa Jokanovic, selvom han fik dem op i Premier League.
Den nye manager Flores lægger ikke skjul på, at han vil bygge videre på fundamentet skabt af Jokanovic, men han vil også bringe nyt blod til Vicarage Road.
– Jeg læste om Watford og deres historie – det er bare så vigtigt at sætte sig ind i de ting, når man skal til en ny klub. Jeg kender til alle klubbens store meritter, fortæller Flores til Watfords hjemmeside og uddyber:
– Vi har haft store spillere som John Barnes i klubben og jeg kender også til historierne med Elton John og ved, hvad han har gjort for klubben.
– Det er meget specielt at overtage roret her og komme i Premier League. Jeg kender ansvaret og værdsætter det. Jeg har passionen med mig for jobbet og det vil jeg gerne overføre til spillerne og fansene. Det er sådan vi skal have succes, afslører den 50-årige spanier og fortsætter:
– Jeg har en idé om et nyt hold i mit hoved. En idé om det nye Watford. Jeg vil arbejde hårdt for at opnå noget specielt her.
Sanchez Flores, der vandt Europa League med Atletico Madrid i 2010, er overbevist om, at folket og fansene er nøglen til succes.
– For mig, er det vigtigste, at man kan transformere al passionen til fansene. Man skal være på linje med menneskerne i Watford og med spillerne også naturligvis, forklarer Flores.
Den nu forhenværende manager i klubben, Slavisa Jokanovic, har i øvrigt overtaget manager-jobbet i israelske Maccabi Tel Aviv.