Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ny spiller på banen: Slut med Premier League-fodbold på 6'eren

Af Morten Bruun Jørgensen
12.03.2019 Kl. 12:19
Fra næste sæson sker der ændringer på udbyderfronten af Premier League-fodbold i dansk fjernsyn.

Når 2019/20-sæsonen i Premier League bliver skudt i gang, kan du godt glemme alt om at skulle se det bedste fra engelsk fodbold på 6’eren. TV-kanalen vil ikke længere vise Premier League-fodbold, men derimod melder en ny spiller sig på banen.

Hidtil er det Nordic Entertainment Group og Discovery Networks Danmark, der har delt rettighederne til at vise Premier League-fodbold på skærmen, men fra næste sæson er det i stedet YouSee, som via TV-kanalen Xee vil vise Paul Pogba, Sergio Agüero og de øvrige stjerner udfolde sig.

Det skriver digitalt.tv i dag.

– Vi glæder os utrolig meget til dette helt nye og meget spændende samarbejde. Med nogle af de bedste hold i verden og fantastiske danske spillere som Christian Eriksen og Kasper Schmeichel er det ikke underligt, at danskerne elsker engelsk fodbold. Fra august i år og tre år frem vil Xee blive hjemsted for en række af de helt store engelske fodboldopgør, og det glæder vi os virkelig til at kunne tilbyde vores kunder, siger YouSees mediedirektør, Christian Morgan.

Fremover vil Yousee købe produktioner af TV3 Sport, og det vil blandt andet omfatte kommentatorer og studiedækning.

Fra næste sæson vil der blive sendt 232 Premier League-kampe live på dansk TV – 116 på Xee og 116 på enten TV3+ eller TV3 MAX. Alle kampe vil desuden være mulige at streame på Viaplay.  

Annonce