Ny nedtur for Spanien: De Gea skadet under træning
Det spanske landshold måtte sande et mareridt fredag aften, hvor man tabte med hele 1-5 til Holland i en kamp, hvor specielt den spanske Real Madrid-keeper, Iker Casillas, fik mediernes omtale for sin knap så gode præstation. Nu hersker en ny nedtur i den spanske lejr, og denne gang drejer det sig om den 23-årige Manchester United-målmand, David De Gea, der måtte udgå med en skade i søndagens træning.
– Efter at have gennemgået tests blev det besluttet, at David De Gea ikke ville deltage i holdets eftermiddagstræning grundet en skade i sædemusklen, lyder det ifølge en udtalelse fra RFEF.
– Landsholdets lægeteam vil evaluere hans status fra dag-til-dag i bestræbelserne på at få gjort ham kampdygtigt.
Iker Casillas og Pepe Reina er dermed de eneste målmænd, der står til rådighed for landstræner Vincente Del Bosque forud for næste kamp mod Chile på onsdag.