Ny nedtur for Mount
Mason Mount er ude i det næste stykke tid qua den skade, som United-spilleren pådrog sig mod Manchester City i weekenden.
Det kunne Ruben Amorim fortælle på sit pressemøde fredag.
– Adskillige uger. Jeg kender ikke den præcise dato, men det vil tage lang tid, og det er det. Det er en del af fodbold, du fortsætter, sagde Amorim, som dog vil bruge Mounts skadespause til noget positivt.
– Hvad jeg kan gøre er at hjælpe Mase, lære ham, hvordan man skal spille vores spil. Mens han kommer sig, skal han bruge den tid på forskellige ting. Det værste er, at vi ikke har tid til at træne, som vi burde efter en masse skader.
Kun 237 minutter har Mount spillet over syv Premier League-kampe i indeværende sæson. Fire af dem har været fra start, men han har endnu ikke spillet fuldtid. Englænderen missede desuden hele sidste vinter qua en lægskade.
Ved selvsamme pressemøde kunne Amorim også meddele, at han lørdag tager en beslutning om, hvorvidt Marcus Rashford skal udtages til søndagens hjemmekamp mod Bournemouth. Rashford har været udeladt i de seneste to kampe, og tirsdag bekendtgjorde han, at han ønsker et skifte.
Ifølge Amorim er det dog grundet træningsniveauet, at Rashford har været droppet.
Læs også: United-keeper slagtes



















