Ny melding: United forhandler om sommersigning
Transfervinduet i januar begyndte for to uger siden. Men det er faktisk ikke det, Manchester United koncentrerer sig om lige nu.
I stedet har man blikket rettet mod sommerens transfervindue, der som bekendt er længere og derfor også spækket med lidt mere aktivitetet.
Og noget tyder på, at United vil være netop det til sommer; aktive.
Ifølge Florian Plettenberg, der er journalist i den tyske filial af Sky Sports, har Erik ten Hags mandskab nemlig indledt de første forhandlinger om at hente Bologna-angriberen Joshua Zirkzee.
Det er særligt offensivspillere, der er i fokus for Erik ten Hag og kompagni frem mod det kommende transfervindue. De Røde Djævle har i denne sæson vaklet, når det har handlet om at score mål, hvor både Marcus Rashford og Antony har været udskældt.
Det er ikke kun United, der holder øje med Zirkzees udvikling. Bayern München, som han tidligere har været tilknyttet, lurer også i kulissen. Ifølge Plettenberg, er der dog ikke meget, der tyder på, at en retur er sandsynlig, sådan som tingene forholder sig lige nu.
Zirkzee står noteret for syv mål i 15 Serie A-kampe i denne sæson. Han skiftede til Bologna fra Bayern München i sommeren 2022.
Hollænderens kontrakt med I Veltri gælder frem til sommeren 2026, så der skal nok betales en større sum for at hente ham fri af kontrakten.
Zirkzee er vurderet til at være 223 millioner kroner værd af portalen Transfermarkt.
22-årige Zirkzee har fortsat sin A-landsholdsdebut til gode for Holland, som han dog har repræsenteret på flere ungdomsårgange.
Læs flere nyheder om Manchester United her.