Ny melding om Rasmus Højlund
Rasmus Højlund missede lørdagens landskamp mod Belarus på grund af sygdom, og han har sidenhen trænet alene.
Napoli-spilleren var formentlig tiltænkt en startplads mod Belarus – og han er også en spiller, som Brian Riemer gerne vil kunne gøre brug af mod Skotland.
Kan Rasmus Højlund så komme til at spille mod Skotland tirsdag aften?
Det blev landstræneren spurgt om på et pressemøde mandag i Glasgow, og her kom der et interessant – og også kryptisk – svar fra Brian Riemer.
– Han har det godt nu, og han føler sig frisk og klar til kamp. Hvordan det helt konkret kommer til at blive, er noget af det, vi kommer til at tage en beslutning omkring.
– Det kan være, det bliver som starter og indtil, at han ikke har mere energi. Det kan også være, at det bliver som indskifter. Den beslutning bliver taget i løbet af i dag (i går, red.), sagde Brian Riemer på et pressemøde.
Rasmus Højlund er altså i bedring, og på nuværende tidspunkt kan der kun gættes på, hvorvidt han også får en startplads.
Der er kampstart klokken 20.45, og startopstillingerne annonceres dermed 19.30.



















