Ny melding: Aston Villa har budt på toptransfermål
Aston Villa har budt på Middlesbroughs Morgan Rogers.
Sådan skriver The Athletic torsdag aften.
21-årige Rogers er angiveligt toptransfermål for Birminghamklubben i januars transfervindue.
Offensivspilleren skulle efter sigende være spændt på muligheden for at komme til Aston Villa, der i øjeblikket er placeret som nummer tre i Premier League.
Villa ventes desuden at hente Kosta Nedeljkovic fra Røde Stjerne i Beograd, som ankommer til et lægetjek fredag.
Rogers begyndte sin professionelle karriere hos West Bromwich Albion, inden han i sommeren 2019 blev købt af Manchester City.
Den alsidige offensivspiller har været udlejet til Lincoln City, Bournemouth og Blackpool, inden han i sommeren 2023 skiftede til Middlesbrough.
Unai Emery fortalte tidligere på måneden, at Aston Villa er nødt til at sælge, før klubben kan købe.
– Vi er nødt til at acceptere reglerne og acceptere, at hvis vi vil hente nogen, så skal nogen i truppen forlade os.
– I forhold til Financial Fair Play er vi nødt til at acceptere reglerne og hvordan vi agerer.
– De (ejerne, red.) ønsker at investere mere og mere, men vi er nødt til at acceptere reglerne og acceptere Financial Fair Play. Vi forsøger at være intelligente i transfervinduerne.
– Vi forsøger at forbedre truppen med nogle spillere, og hvis vi ikke kan gøre det nu, så tænker vi på sommerens transfervindue, lød det tidligere på måneden fra Emery.
Alligevel arbejder man nu intensivt på at lande to tilgange.
Den spanske manager har dog fortalt, at både Calum Chambers og Bertrand Traoré har fået lov til at forlade klubben i indeværende transfervindue.
Følg transfervinduet i januar i Transfer Live.