Ny boss i Arsenal: Her er 5 spillere som Arteta allerede har sat på plads
Ainsley Maitland-Niles:
Maitland-Niles fik lov at starte inde i Artetas fem første kampe, men mistede fuldt forståeligt startpladsen til Hector Bellerin, da spanieren var sin skade kvit.
Han måtte dog se til fra bænken mandag aften, da Arsenal besejrede Portsmouth 2-0 med Sokratis på højrebacken, hvilket næsten kun kan være et signal.
– Ainsley skal fokusere, arbejde hårdt og vise mig dagligt til træning, at han ønsker det mere end nogen andre, og at han ønsker at spille for denne klub og kæmpe for sin plads, er Arteta citeret for at sige til Football London.
Emiliano Martinez:
Martinez fik lov at starte inde mod Portsmouth, men ikke uden at have fået en advarsel fra Arteta forinden.
Under Emery var Martinez fast starter i Europa League, men det fik Arteta hurtigt sat en stopper for ved i stedet at sætte Bernd Leno i buret.
– Vi spiller den spiller på mål, som har de bedste vilkår i kampen. Er det Emi, er det Emi, er det Bernd, er det Bernd. Vi tager beslutningen ud fra, hvem vi tror, der bedst kan skaffe os sejren, så spillerne skal kæmpe og konkurrere med hinanden om pladserne, sagde Arteta da.
Det kan også kun tolkes som en opfordring til reservemålmanden.
Matteo Guendouzi:
Guendouzi er blandt de største midtbanetalenter i verden, men når han ikke opfører sig som en professionel Arsenal-spiller, så får han heller ikke spilletid som en.
Den 20-årige fik sig i februar en tur i skammekrogen efter at have opført sig dårligt og udvist ringe attitude under klubbens vinterpause-tur til Dubai.
Arteta valgte slet ikke at udtage ham til 4-0 sejren over Newcastle og sagde efterfølgende:
– De spillere, som træner bedst, opfører sig bedst og er mest fokuserede på at levere på banen, er de spillere, som bliver valgt fra start.
Dani Ceballos:
Real Madrid-lejesvenden ser ud til at have taget udfordringen fra Mikel Arteta op og er nu atter starter for The Gunners, selvom der var rygter om, at han ønskede at ophæve sin lejekontrakt og vende tilbage til Santiago Bernabeu i januar.
Cirka sideløbende med rygterne opfordrede Arteta Ceballos til at "knokle sig tilbage i form og kæmpe for sin plads".
Alexandre Lacazette:
I stedet for at udleje Eddie Nketiah på ny valgte Arteta at give den unge angriber chancen i stedet for Lacazette, som gennemgik en måltørke mellem december og februar.
Nu ser det ud til, at den franske angriber er tredjevalg på angriberpositionen efter både Nketiah og Aubameyang.