Nu reagerer Amorim på fyringsrunde
Tidligere på ugen kom det frem, at op mod 200 medarbejdere bliver fyret hos Manchester United, som skal spare som følge af dårlige resultater på banen. Det er noget, der gør indtryk på klubbens cheftræner, Rúben Amorim.
Det fortæller han på et pressemøde tirsdag.
LÆS OGSÅ: På én betingelse: Storklub vil hente Rasmus Højlund
Her blev Amorim spurgt ind til, om det også understreger vigtigheden af, at Manchester United forbedrer sig på grønsværen så hurtigt som muligt.
– Det er åbenlyst. Vi er nødt til at adressere alle problemer i klubben, men et vigtigt stykke i dette øjeblik er at forstå situationen.
– Det har en masse at gøre med den manglende succes på fodboldholdet. Vi er motoren i enhver fodboldklub. Jeg ønsker bare at hjælpe klubben i min afdeling, hvor jeg kan forbedre holdet, forbedre spillerne og få succes, fortæller Amorim.
Desuden blev den 40-årige portugiser også spurgt ind til det generelle humør i klubben.
– Det er hårdt for alle. De ser deres venner og holdkammerater, som vi siger, miste deres jobs.
– Men vi er nødt til at fokusere. Og vi må som klub indse, hvad det er, vi gør galt, siden vi kommer i en sådan situation. Vi er nødt til at tænke på løsninger i dette øjeblik, siger Amorim ifølge Sky Sports.
United er onsdag aften værter for et opgør mod Ipswich i Premier League.
Her befinder De Røde Djævle sig på en 15.-plads forud for mødet, og klubben har blot vundet én ud af de seneste fem kampe.
Bliver det til et nederlag i onsdagens kamp, vil Amorims mandskab have 10 point ned til nedrykningsstregen.


















