Nu er han færdig i Chelsea
Chelsea arbejder på at ophæve kontrakten med Raheem Sterling, så man kan skille sig af med spillerens massive løn.
Sterling skiftede til Chelsea fra Manchester City for mere end 400 millioner kroner tilbage i sommeren 2022.
Han har dog ikke indfriet forventningerne på Stamford Bridge, hvor han langsomt, men sikkert, er røget om i køen.
I den forgangne sæson var han udlejet til Arsenal, men heller ikke her havde han vind i sejlene. Sølle ét mål blev det til i 28 kampe for The Gunners.
I forbindelse med sommerens transfervindue blev han rygtet til Fulham, men både de og andre bejlere lod sig skræmme af Sterlings høje lønkrav.
Sterling tjener mere end 2,5 millioner kroner om ugen hos Chelsea, og han ønsker ikke en markant lønnedgang.
Ifølge mediet Football Insider overvejer Chelsea nu at ophæve kontrakten med spilleren to år før tid.
Marescas mandskab skal dog af med en stor sum, hvis man beslutter sig for at ophæve med Sterling. Det kan koste op mod 180 millioner kroner, lyder det.
I lande som Saudi-Arabien, Tyrkiet, Mexico og Portugal er transfervinduerne fortsat åbne, og det kan blive sidste udvej for Sterling, hvis en ophævelse ikke sker.
30-årige Sterling siges dog ikke ligefrem at være varm på tanken om et skifte til Saudi-Arabien, omend hans høje lønkrav nok her bedst ville kunne blive mødt.
Samtidig forlyder det, at Liverpool frygter, at Real Madrid nu vil rive ny stjerne væk. Læs mere her.


















