Nu er det slut: Cheftræner er fyret
En cheftræner er blevet fyret med øjeblikkelig virkning.
Det meddeler klubben på sin hjemmeside natten til onsdag.
Det drejer sig om 47-årige Olof Mellberg, der har været ansat i MLS-klubben St. Louis City siden slutningen af sidste år.
Den svenske cheftræner har ikke leveret gode nok resultater – og derfor er han blevet fyret.
Det har sportsdirektør Lutz Pfannenstiel nu givet en forklaring på.
– Beslutningen om at gå hver til sit med Olof Mellberg handler om mere end blot resultater. Vi har kigget på holdets præstationer ud fra en række faktorer, som særligt har handlet om at finde en passende spillestil.
– Som klub har vi visse standarder, som vi skal leve op til. Derfor mener vi, at et trænerskifte var nødvendigt for at forbedre vores samlede præstation og vende tilbage til en vinderkultur.
– Vores fans fortjener et hold, der præsterer bedre, og det har vi til hensigt at give dem, understreger Lutz Pfannenstiel.
Det bliver David Critchley, der tidligere har haft styrepinden på andetholdet, som nu overtager cheftrænerposten i St. Louis City på midlertidig basis.
Olof Mellberg tørnede ud for blandt andre F.C. København i sin aktive karriere.
















