Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Non league-klubejer: Hvis vi ikke kan vinde ligaen, hvorfor skal Liverpool så?

Af Marcus Sørensen
02.04.2020 Kl. 19:13
George Dowell, der ejer non-league klubben Worthing, begræder FA's beslutning om, at en række af de lavere rangerede non-league turneringer aflyses. Worthing misser dermed en potentiel oprykning.

England er, ligesom de fleste andre lande, hårdt ramt af Corona-virussens frembrud i Europa, hvorfor engelsk fodbold er lukket totalt ned.

Der er stadig stor uvished om, hvad der kommer til at ske med resten af sæsonen, og hvornår den eventuelt kan færdigspilles.

Det er blevet meldt ud, at EM er blevet rykket til næste sommer, så der bliver tid til at få afviklet indeværende sæson i løbet af sommeren.

Undervejs er der blevet spekuleret i, hvad der vil ske, hvis det ikke er muligt at færdigspille sæsonen. Vil stillingen fryses, som den ser ud nu, eller annulleres sæsonen helt? 

Sidstnævnte mulighed er der i Premier League blevet taget stor afstand fra, idet Liverpool er hele 25 point foran Manchester City. Derfor har mange forskellige aktører i Premier League udtalt, at Liverpool bør tildeles titlen, hvis det ikke er muligt at gøre sæsonen færdig.

I de øverste, professionelle rækker af engelsk fodbold vil man gøre meget for at færdigspille sæsonen. Det er dog ikke tilfældet i de lavere rækker. Her har man helt suspenderet sæsonerne under det såkaldte ’Step 2’ i alle non-leagues. Her er der tale om alle rækker under de seks bedste niveauer i engelsk fodbold.

En non-league-klub, der rammes af aflysningen, er Worthing, der ejes af George Dowell. 

Dowell spillede selv for Worthing i sine unge dage, men en bilulykke for et årti siden gjorde ham lam fra brystet og ned. Da Worthing senere var i økonomiske problemer med en gæld på £200.000 overtog Dowell klubben for £800.000, heraf samtlige af de forsikringspenge, han modtog fra ulykken. Han anses derfor som en helt i klubben.

Klubben lå med blot otte kampe tilbage syv point foran den nærmeste forfølger og stod derfor foran en mulig oprykning til National League South.

Worthing-ejeren er naturligvis ekstremt skuffet nu, og han forstår ikke, hvorfor der skal gøres forskel ned i systemet.

– Alle forstår, at svære beslutninger skal træffes i denne svære tid, og at sikkerhed er prioriteten, men du bliver nødt til at behandle alle på samme måde. Afgørelsen er totalt unfair, fortæller Dowell ifølge Liverpool Echo.

– Alle i klubben har arbejdet så hårdt. Penge, tid, indsats. Oprykning til National South ville have været det højeste niveau, klubben nogensinde har spillet. Det er hjerteskærende. 

– Hvis vi ikke kan få lov til at vinde vores liga, hvorfor skulle Liverpool så få lov til at vinde deres?

– Hvis hold får lov til at rykke op og ned højere oppe, hvorfor er en linje så blevet trukket på vores niveau, hvor budgetterne er endnu strammere? Hver en penny tæller, slutter ejeren. 

VIND ET PAR NYE FODBOLDSTØVLER HER:

Annonce