Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

No.1: Hviler der en forbandelse over Alissons nye trøje?

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
21.08.2019 Kl. 08:56
Vi siger ikke, at vi tror på forbandelser, men Liverpools No.1 har historisk set ikke været heldige.

Alisson har ikke haft nogen ønskestart på sæsonen.

I pre-season begik den ellers bundsolide klassekeeper en gevaldig brøler mod Lyon, og i sæsonens første kamp mod Norwich måtte brasilianeren udgå med en skade, som holder ham på sidelinjen i en række uger.

Begge "uheld",  hvis man kan kalde det dét,  fandt sted, efter han havde skiftet sit trøjenummer fra 13 til 1.  Er det et tilfælde? –  Ja.  Men så alligevel. Vi ved, at overtro spiller en stor rolle for mange fodboldspillere, og nu har Liverpool Echo taget et kig på, hvordan det tidligere er gået spillerne med trøjenummer 1.

Sidste mand før Alisson til at bære den var ingen andre end Loris Karius, og ham husker vi vist alle, hvordan det gik.  Tyskeren befinder sig fortsat hos Besiktas, hvor han forsøger at genoplive karrieren efter mareridtskampen mod Real Madrid i Champions League-finalen.

Inden Karius ankom til Anfield og overtog No.1-trøjen, havde den stået uden ejermand i en sæson. Simon Mignolet brugte den aldrig, men i stedet var det hans hans backup-målmand Brad Jones, som var indehaver.

Man kan måske ikke påstå, at trøjen decideret bragte Jones uheld, men han fik heller aldrig mange chancer med den på, da han blot spillede 27 kampe for The Reds mellem 2010 og 2014.

Det var dog mere end manden før ham i trøjen, Diego Cavalieri, som kun nåede at spille 10 kampe i den. Han overtog den dog Jerzy Dudek, som brød mønstret –  eller forbandelsen, om man vil – ved at vinde League Cuppen og Champions League iført trøjenummer 1.

Før ham var det hollandske Sander Westerveld, som havde en svingende karriere i målmandstrøjen.  De eneste resterende Liverpool-spillere til at have båret trøjen er David James og Bruce Grobbelaar,  da trøjenumre først blev indført i 1994.

Bør Alisson være nervøs?   Han havde en enestående debutsæson for The Reds og har allerede fået sit navn på listen over Liverpools mange store målmænd, men No.1-trøjen kan altså have nogle iboende farer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Annonce