Newcastle vil ødelægge Liverpool-planer
Newcastle og Liverpool er muligvis ikke de bedste venner på transfermarkedet denne sommer, og nu intensiveres rivaliseringen.
For det er ikke kun Alexander Isak, som de to engelske storklubber kæmper om at råde over i den kommende sæson.
Ifølge The Times har Newcastle nemlig tænkt sig at forpurre Liverpools planer om at styrke det centrale forsvar.
For anden sommer på stribe gør Newcastle nemlig nu et ihærdigt forsøg på at købe Marc Guéhi i Crystal Palace.
Den engelske landsholdsspiller har længe også været rygtet til Liverpool, hvor han er blevet udset til at være den manglende brik.
Marc Guéhi skal ifølge Crystal Palace koste 430 millioner kroner, selvom han har kontraktudløb om et år.
The Magpies er ikke klar til at smide mere end 344 millioner kroner efter ham, og derfor er der også en udfordring der for Eddie Howes mandskab.
Liverpool har samme holdning som Newcastle, og nu er de to klubber i kamp om at få overtalt Crystal Palace til at sælge Marc Guéhi for en lavere pris.
Sidste sommer afgav Newcastle tre bud på Marc Guéhi, og de var alle væsentligt højere, end hvad klubben nu vil betale.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
Her er alle sommerens transfers i Premier League.


















