Newcastle sælger flop til Metz
I 2014 hentede Newcastle angriberen Emmanuel Riviere til klubben fra AS Monaco, og forventningerne var høje til den franske angriber. Opholdet i den engelske klub har dog været én stor fiasko for Riviere, der blot scorede tre mål i 31 kampe for klubben.
Skiftet kommer derfor ikke som nogen overraskelse, da det længe har været på plads, at franskmanden skulle videre, og den forgangne sæson blev da også brugt på et lejeophold i spanske Osasuna.
Næste skridt for den tidligere Toulouse- og Monaco-spiller er franske Metz, der har udstyret ham med en 2-årig aftale, det bekræfter Newcastle på deres hjemmeside.
Rafael Benitez udtalte for nyligt, at han ønskede at komme af med en del spillere, der ikke har niveau til Premier League, og med Rivieres skifte er der luget en smule ud.