Newcastle-profil nærmer sig kontraktforlængelse
Siden 2016 har 31-årige Mohamed Diamé tørnet ud for Newcastle, og den senegalesiske midtbanespiller har været en profil for den engelske klub, men til sommer har han kontraktudløb.
Dog lader det til, at den centrale midtbanespiller i øjeblikket er tæt på at skrive under på en ny kontrakt med the Magpies. Det skriver lokalmediet, ChronicleLive.
Da de to parter indgik den nuværende aftale for snart tre år siden, blev der lavet en mulighed for at forlænge kontrakten med yderligere et år, og det er nu den option, som er tæt på at blive indløst.
Mohamed Diamé vil dog efter sigende foretrække at få en kontrakt frem til sommeren 2021, og han har tidligere givet udtryk for, at han er meget glad for at være i Newcastle.
I de seneste transfervinduer har han været genstand for interesse fra flere kinesiske klubber.