Newcastle nærmer sig Ajax-anfører
25-årige Siem de Jong er tæt på et skifte til Newcastle, hvor han allerede har overstået lægetjekket med succes. Det erfarer flere engelske medier, og dermed kan Alan Pardew se frem til den endelige afløser til Yohan Cabaye, der forlod klubben tidligere på året til fordel for Paris Saint-Germain.
Lillebror Luuk de Jong har tidligere været udlejet til Newcastle, men denne gang er det storebror Siem, der skal slå sine folder ud på St. James' Park.
Medierne hævder, at Newcastle og Siem de Jong er blevet enige om de personlige vilkår samt lægetjekket, mens en købspris på omkring £5,5 millioner er bragt på banen.
Den offensive midtbanespiller eller angriber har spillet i Ajax Amsterdam siden 2005, og har spillet mere end 150 kampe for hovedstadsklubben.