Newcastle-boss cementerer: Jeg går ikke selv
Sæsonen lakker mod enden, og man må for alvor formode, at bestyrelsen i Newcastle vil evaluere klubbens turbulente sæson med kritiske øjne. Selvom kritikken hagler ned over manager Alan Pardew efter en forfærdelig afslutning på sæsonen 2013/2014, så nægter den garvede brite at gå selv og fastslår, at han tror på, at han er den rette.
– Jeg har en stærk tro på det, jeg gør. Jeg kan ikke sende nogle svage signaler til min kone, min datter og slet ikke til spillerne, og det vil jeg heller ikke, cementerer Alan Pardew entydigt i et interview med Sky Sports.
– Sådan er man nødt til at være. Hvis man trækker sig, så er der noget galt med din karakter. Jeg tror virkelig, at man skal være stærk, når de svære tider kommer – for de vil komme før eller siden, fortsætter Newcastle-bossen og tilføjer afslutningsvis:
– Hvis man trækker stikket og vil ud, når de svære perioder kommer, så skulle man ikke påtage sig jobbet.
Det er langt fra første gang, at Newcastle er blevet fremstillet som galehuset i nord, og tidligere har det fået folk som Kevin Keegan og Ruud Gullit til at kaste håndklædet i ringen. Alan Pardew bliver formentlig ikke den næste, som går selv, vurderet ud fra disse udtalelser.