Neville: Sidste sæson var en katastrofe
Phil Neville har en stor fortid i Manchester United som spiller, og nu er han igen i klubben – dog som træner. Han har i sin tid i klubben aldrig oplevet en så katastrofal sæson som den, han var vidne til i sidste sæson. Han var selv en af dem, der skulle hjælpe David Moyes bag roret i den store klub, men det hele fejlede stort, og David Moyes røg ud af klubben, før sæsonen var slut.
Nu fortæller Phil Neville om sin oplevelse af sidste sæson.
– Jeg var involveret i sidste sæson, og sidste sæson var en katastrofe, siger Phil Neville til Sky Sports.
– Det var en absolut katastrofe fra start til slut, og vi alle må tage ansvar for det, ikke bare David Moyes. Jeg tager ansvar, og det gør alle, der var involveret.
Neville er dog sikker på, at denne sæson kommer til at blive meget bedre end den forgangne sæson.
– Jeg tror, vi kommer til at vinde ligaen. Jeg er sikker på, at det er det, Louis van Gaal vil sige til spillerne, for en andenplads er ikke godt nok i Manchester United, fortæller 37-årige Neville.
– For United gælder det kun, at man slutter helt oppe i toppen af tabellen og ender med guldet. Det ligner det gamle United-hold, og de ser ud til at være klar til at vinde det hele.
– Vi har en rigtig god chance for at vinde ligaen, da vi ikke har noget europæisk fodbold i år – så det eneste, vi skal koncentrere os om, er, at vi skal vinde Premier League igen.
– Jeg synes, vi er på rette vej, og det hele går fremad, slutter en positiv Phil Neville.