Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Neville ser sort: United vinder ikke titlen med Klopp og Guardiola i ligaen

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
14.09.2020 Kl. 07:50
Gary Neville er sikker på, Manchester United kommer til at løfte titlen igen, men det bliver næppe før Jürgen Klopp og Pep Guardiola er fortid i Premier League.

Manchester United har ikke løftet Premier League-trofæet siden 2013, og fansene bør måske væbne sig med yderligere tålmodighed.

For selvom Gary Neville med garanti tør love, at The Red Devils kommer til at vinde mesterskabet igen i fremtiden, tror han ikke på, triumfen indfinder sig før både Jürgen Klopp og Pep Guardiola har forladt henholdsvis Liverpool og Manchester United.

– Selvfølgelig ville man gerne vinde allerede denne sæson, men det er ikke vores tid endnu, og det bliver det måske, når Klopp og Guardiola forlader Liverpool og City, siger Neville til Daily Mirror.

– Chancen opstår, når de to enestående trænere smutter om et, to eller tre år. Det eneste, jeg kan garantere, er, at United kommer til at vinde igen. Og jo længere tid, der går, desto bedre er følelsen også, når det så sker.

I første omgang er Neville overbevist om, at de fleste Manchester United-fans kan nøjes med at se fremgang spillemæssigt og i truppen. Den tidligere højreback fremhæver blandt andet, hvordan det tog Jürgen Klopp adskillige sæsoner at opbygge et mandskab, som er i stand til at vinde de største titler.

 

Annonce