Neville ryster på hovedet over Pogbas blå hår
Det er ikke just svært at genkende Manchester Uniteds Paul Pogba inde på banen. Den franske midtbanespiller er altid god for en speciel frisure, og det er da også tilfældet i øjeblikket.
For nyligt valgte Pogba at farve sit hår blåt i anledning af nogle venskabskampe for det franske landshold. Franskmanden har ikke ændret på håret siden da, og han trådte derfor også ind til lørdagens lokalopgør mod City med blåt hår.
Blå er som bekendt Manchester Citys farve, og den tidligere Manchester United-spiller Gary Neville undrer sig over, at Pogba ikke har valgt at ændre hårfarven, da den skaber alt for meget opmærksomhed:
– Jeg kan rigtig godt lide ham. Han er en god spiller, men han hjælper ikke sig selv, siger Neville til Sky Sports.
– Hvis du er en klog person, vælger du ikke at tiltrække dig opmærksomhed, når tingene ikke går din vej. Sådan arbejder Pogba ikke. Han vil altid have opmærksomhed.
– Han har et stort arbejde foran sig, hvor han skal bevise, at han tager fodbolden seriøst.
– Han kommer her i dag med blåt hår. Hvis de vinder, så er det fint, men hvis de taber, vil det være noget, som folk vil nævne for altid. Hvorfor vil du bringe dig selv i sådan en situation? Det er latterligt.