Neville: McTominay er ikke god nok på midtbanen for Manchester United
Michael Carrick stopper karrieren denne sommer, og Manchester United-fans kunne måske håbe, at Scott McTominay kunne gå i veteranens fodspor.
Gary Neville er dog ikke solgt på ideen, for den tidligere Manchester United-forsvarer er usikker på, om McTominay er god nok til at spille på midtbanen for Manchester United.
– Når jeg ser ham spille, er jeg ikke sikker på, han er god nok på bolden til at være en midtbanespiller for Manchester United, lyder kritikken fra Neville.
Det har José Mourinho vurderet, at McTominay er. Seks gange er den 21-årige startet inde på midtbanen for The Red Devils denne sæson, og José Mourinho gav ham trænerens pris for Årets Spiller ved klubbens interne prisuddeling.
Men Neville mener alligevel ikke, at McTominay har bevist sit værd på midtbanen – og mener, at en anden position måske ville passe den unge skotte bedre.
– Det er godt, at han får spilletid på midtbanen, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at han måske snarere er en midterforsvarer. Han har en god fysik og er en stor fyr, siger Neville.