Neville: Ingen managerjob til mig de næste mange år
Efter at have indstillet sin aktive fodboldkarriere tilbage i 2011 er Gary Neville fortsat i fodboldbranchen på flere forskellige områder.
Han fungerer som ekspert hos Sky Sports. Derudover har han været med til at starte Hotel Football samt medejer af fodboldklubben, Salford City, som han har investeret i sammen med flere af sine tidligere holdkammerater i Manchester United.
Han tog jobbet som træner i Valencia, men efter blot tre måneder fik han sparket grundet dårlige resultater. Nu har han ingen planer om at vende tilbage som træner, da han i stedet vil fokusere på sine andre projekter.
– Jeg siger altid, at man aldrig skal sige aldrig, fordi min kærlighed til fodbold er for stor til at gøre det. Men jeg tror, at det vil være virkelig svært for mig at komme tilbage til trænergerningen på grund af mit engagement i så mange andre ting. Jeg vil bidrage til Salford City og være med til at gøre Hotel Football endnu større rent internationalt, siger Gary Neville til Sky Sports.
– På kort sigt vil jeg ikke tilbage og være træner – i de næste fem år. Og i virkeligheden har jeg ikke lyst, siger han.