Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Neville: Arsenal har Wengers afløser på plads

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
23.04.2018 Kl. 10:32
Fodboldkommentatoren Gary Neville er overbevist om, at Arsenal har fundet Wengers afløser - og at klubben snart offentliggør den nye træner.

Fredag offentliggjorde Arsenal, at Arsene Wenger stopper som træner efter denne sæson, og det varer ikke længe, før klubben annoncerer, hvem franskmandens afløser bliver.

Det mener Gary Neville, som er overbevist om, at klubben allerede har en ny træner på plads.

– Det kan godt være, nyheden om Wengers stop i Arsenal først kom frem denne uge, men jeg tror, det har været planlagt allerede siden sidste sæson, siger Neville.

Arsene Wenger indgik ellers en to-årig kontraktforlængelse sidste sæson, men Neville mener, det var et røgslør, der gjorde det muligt for klubben at forberede sig på dagen, hvor Arsene Wenger stopper.

– Jeg tror ejerne, ledelsen og klubben har forberedt en overgangsplan, og jeg tror, de giver Arsene Wenger et par dage eller fem til at sole sig i mediernes ros, inden klubben så offentliggør sin næste træner, siger Neville til Sky Sports.

Hvis fodboldkommentatorens forudsigelser holder stik, vil Arsenal altså afsløre sin næste træner allerede i denne uge. Uanset om det holder stik eller ej, så ville Neville blive chokeret, hvis ikke allerede klubben har indgået aftale med Wengers afløser.

– Jeg tror, afløseren bliver offentliggjort snart, så klubben kan se fremad og forberede spillerindkøb til næste sæson, så jeg ville blive lamslået og chokeret, hvis det viste sig, at Arsenal ikke havde fundet en afløser allerede, fortæller Neville.  

Annonce