Nej, nej, nej: Hvad laver Chelsea-stjerne dog?
Raheem Sterling havde bolden for fødderne. Mellem ham og målet var der kun Wolverhampton-målmand José Sá.
Derudover havde den dyrt betalte Chelsea-stjerne også to holdkammerater på sin højre side – og der var ingen modspillere udover Sá i nærheden.
Sterling prøvede at gå efter sin egen chance, og kantspillerens afslutning blev reddet af portugisiske Sá til stor ærgrelse for ham selv – men nok til endnu større frustration for Cole Palmer og Nicolas Jackson.
De to Chelsea-spillere kunne hver især have scoret på helt tomt mål, hvis Sterling blot havde trillet bolden til højre ved stillingen 0-0 i Premier League-kampen den 24. december.
I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan Sterling formåede at forspilde den gigantiske mulighed for at bringe Chelsea foran.
I stedet endte The Blues med at tabe opgøret 2-1, hvor det først i overtiden lykkedes Christopher Nkunku at reducere for gæsterne.
Uskarpheden foran mål tegner også billedet af Chelseas præstationer i denne sæson, hvor London-klubben er det mest uskarpe mandskab foran mål.