Neil: Vil bevise mig selv som manager
Den 34-årige skotte spillede i Barnsley fra 2000-2004 og efterfølgende et år i Mansfield. Neil føler dog, at han kunne have opnået mere end dette, og derfor er han nu i stedet ude efter at bevise sig selv som manager i England.
– Jeg var ung og naiv og spillede ikke så godt, som jeg burde. Jeg synes ikke, jeg var god nok til at spille i Premier League, og jeg synes, at jeg skulle have gjort det bedre. Jeg føler, at jeg har noget at bevise her, siger Neil til Sky Sports og fortsætter:
– Jeg har brug for at bevise noget over for mig selv. Jeg bekymrer mig ikke rigtigt om, hvad andre folk synes om mig, men jeg vil forsøge at gøre det så godt, jeg kan.
Neil udtrykker i samme ombæring sin tro på, at Norwich, til trods for en fin start med fire point i tre kampe, kan kæmpe sig højere op i tabellen.
– Det er højeste niveau i England og en af de meste spændende ligaer i verden. Vi spiller mod nogle af de bedste spillere i verden, så modstanden kan sådan set ikke blive hårdere.
– Jeg synes, at vi er godt spillet sammen. Vi nyder tilværelsen i den bedste række, og forhåbentlig kan vi fortsætte med at levere gode præstationer.
Søndag skal Kanariefuglene en tur til St. Marys og Southampton.