Nedslået Cardiff-kaptajn: Jeg er bare skuffet
Cardiff var foran langt inde i søndagens opgør mod Chelsea, men efter 84 minutter udlignede Cesar Azpilicueta til 1-1, og i overtiden gjorde Ruben Loftus-Cheek det så til 2-1 for gæsterne.
Ved 1-1-scoringen befandt Azpilicueta sig desuden i en tydelig offside-position, og Cardiff-kaptajn, Sean Morrison, var naturligvis skuffet ovenpå det sene pointtab.
– Jeg er bare skuffet. Vi leverede så god en præstation. Dommeren overså to straffespark, og jeg er blevet fortalt, at der var stor offside på deres første mål. Jeg er ærgerlig, men hvad kan man gøre? Jeg synes, at vi gjorde nok – blokeringerne og tacklingerne, vi satte ind. Jeg havde en følelse af, at der var offside, men man kan aldrig være sikker. Vi kom herfra uden point, og sådan er det, indleder han over for Sky Sports og tilføjer:
– Det første (straffe red.) var, da spilleren tager fat i min nakke, hvilket er svært for dommeren at se, og så er der den anden, hvor han tager fat i min arm.
– At indkassere to mål inden for de sidste ti minutter er sådan noget, der sker, når man ligger i bunden. Vi har taget nogle slag i denne sæson, men vi er altid kommet tilbage.
Victor Camarasa stod for Cardiffs enlige scoring i begyndelsen af anden halvleg.