Nedrykningsstregen truer: Men fyreseddel er ikke på vej
Hvis Fulham onsdag aften slår Burnley, er Newcastle kun fire point over nedrykningsstregen.
Men selvom The Magpies ikke er inde en god periode og nedrykningsstregen lurer lige rundt om hjørnet, er der ingenting, der tyder på, at Steve Bruce nærmer sig en fyreseddel.
Lokalmediet Chronicle Live erfarer, at den rutinerede manager ikke er under umiddelbar fare for at blive fyret trods 17. pladsen i Premier League.
For nylig er Graeme Jones kommet til fra Bournemouth for at styrke trænerstaben omkring Bruce, og Newcastle-ejer Mike Ashley vil give den konstellation tid i de kommende uger.
Derudover har Bruce også stadig goodwill for at have udført et solidt stykke arbejde under svære betingelser hos Newcastle, hvor der blandt andet ikke har været meget at gøre med på transfermarkedet.
Newcastle møder Manchester United i weekenden, og derefter venter kampe mod Wolves, West Bromwich, Aston Villa og Brighton inden landskampspausen.