Nasri afslører endnu en Guardiola-regel: Ingen sex efter midnat
Samir Nasri skiftede denne sommer på en lejeaftale fra Manchester City til Sevilla, hvor franskmanden har nydt stor succes.
Mandag aften var han gæst i studiet hos L'Equipe og her fortalte han et par historier om Pep Guardiola, der denne sommer overtog tjansen som manager på Etihad Stadium.
Blandt andet kunne franskmanden fortælle, at spiller man under Pep Guardiola, så må man ikke have sex efter midnat. Efter sigende skulle det mindske chancen for muskelskader.
– Forholdet med éns kæreste må plejes før midnat, selv hvis man har fridag dagen efter. Det er så man kan få en god nats søvn. Han fortalte os, at det var sådan, han fik det bedste ud af Lionel Messi og Robert Lewandowski og at de dermed undgik et stort antal muskelskader, fortæller Nasri ifølge Daily Mail.
– Guardiola er ikke nogen bølle overfor én, men han vil gøre alt for, at du kan udvikle dig. Han er en kræsen person, slutter han.
Guardiola har ligeledes fjernet WiFi fra flere områder af Citys træningsanlæg for at øge holdets harmoni.