Napoli: Vi vil beholde Pepe Reina
Liverpools mangeårige keeper Pepe Reina kom i sommer ud i kulden, da klubben hentede Simon Mignolet i Sunderland. Derfor forlod Reina Liverpool til fordel for Napoli på en lejeaftale sæsonen ud.
Her blev Reina genforenet med den tidligere Liverpool-manager, Rafa Benitez, der skal have et tæt bånd til spanieren.
Sæsonen nærmer sig sin ende, hvorfor Reina, Liverpool og Napoli snart skal finde ud af, hvor Reinas fremtid ligger.
Napolis sportsdirektør bekræfter, at klubben er interesseret i at beholde Reina.
– Reina er en meget vigtig spiller, både på og udenfor banen, fortæller Riccardo Bigon til italiensk TV.
– Efter sæsonen vil vi snakke med ham og Liverpool om, hvad der skal ske.
– Vi er interesserede i at beholde ham i klubben. Han har et tæt forhold til træneren (Rafa Benitez, red.), og hans familie har fundet sig godt til rette her, slutter Bigon.
Det ligner altså et Liverpool-exit for den spanske keeper, der tidligere har udtalt, at han har svært ved at se sig selv i Liverpool i næste sæson.
Pepe Reina nåede at tilbringe 8 år i Liverpool, hvor det blev til hele 285 kampe i den røde trøje. Han har stadig to år tilbage af sin kontrakt med Rodgers & Co.