Musa om muligt skifte til Leicester eller United: Det er op til CSKA
Ahmed Musa, der til daglig spiller i CSKA Moskva og er anfører for det nigerianske landshold, skulle efter sigende være på ønskeliste hos Leicester og Manchester United.
Leicester skulle angiveligt have fået et £15 millioner-bud afvist af CSKA Moskva, mens Manchester United endnu ikke har afgivet et bud, men er interesseret.
I et interview med det russiske medie, rssport, bliver han spurgt ind til interessen fra Leicester og Manchester United, hvor han svarer følgende:
– CSKA står med den endelige beslutning, hvor ledelsen bestemmer, hvad der skal ske. Hvis de bliver enige om noget, så skifter jeg, men hvis de gerne vil beholde mig, så er jeg også glad for det. Det glæder mig dog også at høre om deres interesse, siger Musa og tilføjer:
– Jeg vil gerne teste mig selv i en stærkere liga, men jeg har ikke travlt, lyder det fra nigerianeren.