Mus hos United: Sikke noget lort
Det kører ikke på skinner i Manchester United.
Den engelske storklub har leveret et historisk dårligt pointsnit i Premier League, som ikke står til at redde.
Onsdag aften tabte De Røde Djævle så Europa League-finalen til Spurs, der i stedet for snuppede trofæet og de mange millioner, som en Champions League-deltagelse byder på i næste sæson.
Dermed er det sådan set helt til rotterne i United, hvor cheftræneren, Rúben Amorim, nu har fortalt åbent, at han er villig til at forlade skuden.
Apropos rotter og store problemer, så er det nu yderligere kommet frem, at klubben fra den røde del af Manchester har modtaget en slem vurdering fra fødevarestyrelsen.
Der er nemlig ikke styr på hygiejnen i køkkenområderne på det mytiske Old Trafford. Det skriver Daily Mail således.
– Manchester United har endnu engang fået en tostjernet fødevarehygiejne-vurdering, efter at der blev fundet museekskrementer i flere hotel- og restaurationsområder på Old Trafford. Det sker til trods for måneders arbejde med at rydde op i stadionets cateringfaciliteter, lyder det fra mediet.
Det er ikke første gang, at der er problemer på hjemmebanen, hvor rotter tidligere på sæsonen flyttede ind på en kortvarig Airbnb-aftale.














