Muligt januarkøb: Thomas Frank har landsholdsspiller i kikkerten
23 mål i 16 Premier League-kampe er Thomas Frank nok ikke helt utilfreds med, men alligevel vil den danske træner forsøge at styrke sin offensiv hos Brentford i det kommende transfervindue.
Det er The Telegraph, der kan fortælle, at Brentford jagter en angriber i januar, og det er uanset, om Ivan Toney forlader klubben eller ej, når han har afsonet sin karantæne for at have spillet på en lang række fodboldkampe.
Han vender tilbage i løbet af næste måned, og her kan han måske få konkurrence fra den amerikanske landsholdsspiller Brandon Vazquez, for han er nemlig i kikkerten hos danskerklubben, lyder det fra The Telegraph.
25-årige Vazquez er i løbet af det seneste år kommet ind som fast mand i den amerikanske landsholdstrup efter at være blevet fravalgt til VM i Qatar, og det sker på baggrund af præstationerne for FC Cincinnati i MLS.
Over de seneste to sæsoner har han nettet 36 gange for klubben, der i sidste uge tabte Conference-finalen, hvor Vazquez igen var på pletten.
Brentford står med et hul på angrebsposten i begyndelsen af det nye år, hvor både Bryan Mbeumo og Yoane Wissa forventes at blive udtaget til Africa Cup of Nations, og derfor vil et køb af Vazquez give Thomas Frank nye muligheder.