Moyes: Zaha har et stort potentiale
United-manageren siger, at Wilfried Zaha stadig har en fremtid på Old Trafford, og at han glæder sig til at se, hvad spilleren kan præstere i Cardiff.
David Moyes håber på, at Zaha kan forbedre sig som spiller i Cardiff, hvor vejen til spilletid uden tvivl er kortere.
Kantspilleren blev købt af Manchester United for et år siden. Her måtte Sir Alex Ferguson punge op med £15 millioner for den daværende Crystal Palace-spiller. Det er dog ikke blevet til mange chancer under Fergusons arvtager, David Moyes, og derfor er han nu lejet ud til Cardiff for resten af sæsonen.
– Jeg sagde i starten af sæsonen, at hvis jeg kunne give ham de kampe, han har brug for, ville jeg beholde ham. Hvis jeg ikke kunne, ville jeg blive nød til at leje ham ud. Der var et par klubber, der var ude efter ham, men i sidste ende vurdere vi, at Cardiff var den bedste mulighed for ham, lyder det fra Moyes ifølge manchestereveningnews.
– Forhåbentlig vil han få nogle kampe nu, så han kan vise, hvad han kan i Premier League, og så han er klar til spille for os til næste sæson.
– Han er en ung spiller. Han har et stort talent. Han gjorde det utrolig godt i Crystal Palace, og det var derfor klubben købte ham. Knægten har brug for, at hans udvikling fortsætter, slutter Moyes.