Moyes: Skuffet over pointtabet
Cardiff og Manchester United tørnede sammen tidligere på lørdagen, da mestrene var en tur i Wales. Kampen endte 2-2, og det tilfredsstiller ikke David Moyes.
Wayne Rooney bragte udeholdet i front, Fraizer Campbell udlignede efter en halv time, men Patrice Evra gjorde det til 1-2 på et flot hovedstød kort inden pausen. United så længe ud til at hive alle tre point med hjem, men i de døende minutter udlignede Kim Bo-Kyung for Cardiff.
– Jeg er skuffet over, at vi ikke tog de tre point. Cardiff gjorde det godt og satte os under pres, sagde skotten ifølge BBC og fortsatte:
– Vi gav et sølle frispark væk, hvilket førte til deres andet mål, og vi forsvarede ikke godt.
– Danny Welbeck havde også en stor chance til at gøre det til 1-3.
Inden den udlignende scoring måtte Peter Whittingham tage sit frispark om pga. et sammenstød mellem Gary Medel og Marouane Fellaini, og det efterfølgende spark førte til målet. Klubbernes managere havde et forskelligt syn på situationen.
– Hvis du slår nogen i hovedet, må du forvente at dommeren griber ind. Vi tabte faktisk koncentrationen, da dommeren tildelte dem det andet frispark. De gav dem to bidder af kirsebærret, for de havde allerede sparket det første spark, forklarede Moyes.
– Medel kunne være blevet udvist, men jeg kigger også på Fellaini, og han nikker en anden spiller en skalle, og det skal man udvises for. Det er også noget, der skal kigges på. Jeg var glad for, at begge hold kunne beholde alle 11 spillere på banen, var beskeden fra Mackay.