Moyes: Rooney er ikke til salg
Manchester United-manager David Moyes vil ikke sælge sin engelske angriber Wayne Rooney. Til gengæld fortæller skotten, at Rooney er i bedre form end nogensinde før.
Wayne Rooney har været en af de mest omdiskuterede fodboldspillere den sidste måneds tid. Den engelske angriber har i flere omgange været rygtet væk fra de engelske mestre, hvor både Paris Saint-Germain, Chelsea og Real Madrid har været nævnt som Rooneys kommende arbejdsgiver.
Nu tyder det dog på, at 27-årige Rooney vil være at finde på Old Trafford i næste sæson. Ifølge klubbens nye manager, David Moyes, er angriberen nemlig ikke til salg.
– Klubben har bestemt, at Wayne bliver, og han er derfor ikke til salg, fortæller Moyes.
Den tidligere Everton-manager, som gav Rooney debut i London-klubben som 16-årig, kan desuden fortælle, at Rooney er i bedre form end nogensinde før.
– Klubben har fortalt mig, at Rooney aldrig har været i bedre form, end han er nu. Det tager jeg som et positivt tegn, slutter Moyes.
Wayne Rooney og Manchester United-mandskabet er netop ankommet til Thailand, hvor klubben starter deres pre-season tur.