Moyes: Enorm udfordring at undgå nedrykning
Efter at have sikret sig overlevelse som følge af en fantastisk slutspurt i sidste sæson, er Sunderland kommet elendigt fra start i indeværende sæson.
Blot to point står der ud for The Black Cats efter sæsonens første ni kampe – fem point mindre end Middlesbrough, der ligger lige over nedrykningsstregen.
Manager for bundklubben, David Moyes, er udemærket klar over, at der nu venter den nordengelske klub en enorm udfordring.
– Den er enorm. Enhver udfordring er dog forskellig, så det er svært at sige, hvor højt den rangerer. Der var en periode i Everton, og der var en periode i Manchester United. Når du er midt i det, virker udfordringen altid som den største nogensinde – og lige nu føles den som den største, lyder det på et pressemøde.
Lørdag eftermiddag får Sunderland besøg Arsenal, der lige nu indtager en delt førsteplads. Denne opgave kan umiddelbart virke for stor et kriseramt mandskab, men Moyes er optimistisk efter de seneste uger.
– Vi kunne let have snakket om et virkelig godt point i West Ham og avancement i EFL Cuppen, for vi var tæt på begge ting. Okay, det lykkedes ikke, men hvis straffesparket var gået vores vej mod mod Southampton, ville kampen være gået i forlænget spilletid, og mod West Ham så vi ud til at tage et point i 93 minutter.
– Vores præstationer var bedre i disse kampe, vi så ikke ud til at skulle lukke mål ind, og vi skal gøre det samme mod Arsenal – selvom det bliver svært mod et mandskab med deres kvalitet.
Winston Reid sikrede West Ham sejren over Sunderland, inden det var Sofiane Boufal fra Southampton, der gjorde det onde ved Moyes' tropper i EFL Cuppen.