Mourinho: Zlatan modbeviste mig
Den 35-årige svensker Zlatan Ibrahimovic spillede seks Premier League-kampe uden at score en enkelt kasse, før han søndag eftermiddag fik netmaskerne til at blafre to gange i 3-1-sejren over Swansea.
José Mourinho fortæller, at svenskerens præstationer i løbet af tørkeperioden betød, at han måtte ændre holdning i forhold til en angribers rolle.
– Jeg plejede at sige, at en angriber, der ikke scorer mål, er en spiller mindre på banen. Men en angriber, der ikke score mål, men gør alt andet, er en meget vigtig spiller for holdet. Han scorede ikke mål, men han gjorde alt andet, fortæller Mourinho til MUTV.
– Han arbejdede defensivt, i opbygningsfasen, i angrebets anden fase, han assisterede mål, udfordrede målmanden og var altid med i kampen.
– Han gjorde så mange ting, at jeg ikke var bekymret, men i dag havde vi brug for mål, og dem fik han, slutter Mourinho.
Manchester United rykkede med sejren over Swansea op på en sjetteplads i Premier League.