Mourinho vil træne julemorgen
Traditionen tro spiller de engelske topklubber fodbold henover julen, men normalt har spillerne træningsfri den 25.december, som er den mest traditionsrige juledag i England og svarende til den danske juleaften.
Den dag bliver dog ikke holdt hellig i Manchester United, hvor José Mourinho vil have sine spillere til at møde ind om morgenen til en træningssession. De spiller dagen efter, på selve Boxing Day, mod Sunderland hjemme på Old Trafford.
Bagefter vil Mourinho holde en julemiddag for hans egen familie og personalet, mens spillerne får fri. Det skriver The Sun, der har talt med en anonym kilde i Manchester United.
– Alle på Carrington (Uniteds træningsanlæg) forventer at møde ind julemorgen. Vi beder nok en lille julebøn og får så træningen overstået, før vi tager hjemad.
– Bossen (Mourinho) er et stort familiemenneske, og der skal vist være en komsammen for ham selv og hans personale på The Lowry Hotel.